|
▪ Indledning
▪ Kajaktyper
▪ Fiskekajak
▪ At ro kajak
▪ Sikkerhed
▪ Udstyret
▪ Transport
▪ Opbevaring
▪ Køb & Salg
|
|
Som kajakfisker træder du ind i den danske natur. Selvom naturen ikke altid behandler os mennesker med respekt, så er det vores pligt at behandle naturen respektfuldt. Er du stukket til havs, er du som regel alene, eller i det mindste med relativt få andre. Dine muligheder for hjælp er under alle omstændigheder begrænsede.
Sikkerhed er et vidt begreb, som der kan skrives rigtig meget om. Det er et spændende område, der har det lidt ligesom en forsikring. Man skal ha' den, og man håber at man aldrig får brug for den. Men en skønne dag ER uheldet ude, og så kan man lige så godt være så forberedt som muligt.
Sikkerhedsudstyr
Hvis man kan sige, at noget sikkerhedsudstyr er vigtigere end andet, så må det være svømmevesten. Svømmevesten skal passe til din krops vægt, inklusive tøj og hvad du måtte have i lommerne. Den skal også sidde ordentligt, så den ikke falder af i en nødsituation.
Vær opmærksom på, at svømmevesten holder dig flydende - ikke varm. Skulle du havne i baljen er det vigtigt at du kommer hurtigt i kajakken igen. Afkøling i vand sker meget hurtigt, og er den hyppigste dødsårsag ved kæntringsulykker i kajak.
Et cockpit cover - eller sprayskirt som det også kaldes - er ikke bare til for at beskytte mod sprøjt og stænk. Det er med til at holde vandet ude af cockpittet i forbindelse med et rul - eller en grønlændervending som det også kaldes. Brug et godt cockpit cover som passer i størrelsen til hullet. Hvis coveret ikke passer ordentligt, kan det sidde for løst og miste sit greb om kanten, hvis du kommer ud i en hård sø og hele cockpittet fyldes med vand. Omvendt, så skal det også let kunne trækkes af i en nødsituation.
Dæksliner er ikke monteret blot fordi de ser seje ud på en kajak. De er monteret for at du kan tage fat i kajakken i en nødsituation, altså når ulykken ER sket. Desværre er de også irriterende på den måde, at dine kroge let sætter sig i dækslinen. Så må man bøvle med at få lirket dem fri, eller man bliver nødt til at kappe fiskelinen. Der kan let opstå en situation, hvor du sidder uroligt mens du skal frigøre din krog. Det kan derfor være større sikkerhed, IKKE at bruge dæksliner. Vær opmærksom på forholdene omkring dæksliner, og vurder selv om du vil ha’ dækslinen monteret eller ej.
Pagajen som du bruger til at ro og styre med, skal fastgøres til enten dig eller kajakken. Hvis den ikke er det, kan du risikere at miste den. Hvis du mister pagajen, skal du i det mindste ha' en reservepagaj som ER fastgjort til kajakken. Enten en reservepagaj som er fastgjort på dækket, eller en delbar som fx ligger i cockpittet.
Nogle har et fastmonteret kompas på kajakken, andre bruger et kompas som kan tages af og på, mens andre bruger et løst men sikret kompas i en lomme. Andre igen, bruger et armbåndsur eller en mobiltelefon med indbygget elektronisk kompas.
Lænsepumpen er nyttig i tilfælde, hvor du af en eller anden årsag har fået fyldt cockpittet med vand. Lænsepumpen kan du ha' liggende løst og sikret i cockpittet, eller den kan være fastmonteret som en integreret pumpe.
Paddlefloat er en oppustelig pose, som monteres på det ene blad på din pagaj. Du bruger paddlefloaten til at stabilisere din re-entry i kajakken, når du foretager selvredning efter en tur i baljen.
Nødblus burde være obligatorisk at ha' i kajakken. Nødblus bruges i situationer, hvor du ikke er i stand til at foretage selvredning, eller i andre nødsituationer, hvor du ikke kan klare dig selv og har brug for hjælp.
Sikkerhed - ha' det med i dine overvejelser
Foruden sikkerhedsudstyr af forskellig slags, er der andre forhold som har forbindelse med sikkerhed til søs.
Det kan virke banalt, men det er vigtigt at din krop har tilgang til brændstof. Det er derfor også en sikkerhed, at du medbringer og indtager proviant i passende mængder i form af energiholdig mad og drikke. Og at du husker at indtage det, INDEN din krop begynder at skrige på det.
Det er også med relation til sikkerhed, at du aldrig udsætter dig for udfordringer som du ikke kan klare. Med andre ord: Lad din roerfaring afgøre hvor langt du vil ro i et givet farvand.
Man kan sige, at det er sejt at kunne rulle – lave en grønlændervending. Men det er også en sikkerhedsfaktor, hvis du en dag reelt skulle komme i en situation, hvor et rul vil redde dit liv. Hvis du vil øve rul, så gør det OGSÅ med en fuldt tilrigget kajak, for at opleve hvordan den situation opleves. Naturligvis i "et beskyttet miljø", sammen med andre kajakroere.
Kendskab til det farvand man ror i kan også betegnes som sikkerhed. Herunder navigation og brug af søkort, både inden og undervejs på turen. Uanset om det blot er en lille aften-hyggetur, eller en ekspedition over flere dag, så sørg for at planlæg og forberede turen. Lav eventuelt en checkliste over ting du skal ha' med, og over ting du skal huske at gøre.
dmi.dk og frv.dk er to væsentlige forhold, som kan indikere om du skal tage ud eller ej, og dermed er de også en slags sikkerhed.
Mere sikkerhed
At kunne udføre selvredning og makkerredning hører ligeledes med som statisk sikkerhed. Redningen har du jo først brug for, når du ER kæntret. Tag et kursus i selvredning, og øv jævnligt kæntring og selvredning. Så er du forberedt på hvad der kan ske, hvis du skulle ryge i baljen.
I øvrigt er stort set al sikkerhedsudstyr statisk. Din svømmevest, reservepagajen, dæksliner, lænsepumpe, nødblus og paddlefloat er alt sammen udstyr som skal være tilgængeligt, og som først tages i brug ved en given situation.
Øvrigt
Husk også, ALTID at aftale med nogen i land, hvor du tager ud fra og hvornår du kommer hjem, og hvad der skal gøres hvis du ikke er hjemme til aftalt tid.
Egentlig burde du ha' en vandtæt pose med tørt tøj i kajakken. Hvis du på en tur er langt fra bilen, og havner i en situation hvor du ryger i baljen, men alligevel er tæt på land et elle andet sted. Så kan du hurtigt skifte tøjet, så du ikke bliver afkølet af vådt tøj.
Sikkerhed kan der ikke arbejdes for meget med, men for at runde emnet af her på KAJAKFISKER.dk, henvises til kurser, klubber, bøger, blade og fora på nettet. |
|



|